Landet, hvor virkeligheden forties

På vores rejse til Istanbul så vi med egne øjne, hvordan Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans soldater for alt i verden forsøger at holde fast i magten. Gennem vores møde med en aktivist fik vi et indblik i, hvordan det hårde regime bruger militære midler til at holde journalister, demonstranter og kurdere i skak.   AF Maja Nielsen og Freja Grooss Jakobsen Vi ved kun, at vi skal møde hende i Gezi Park i Istanbul. Stedet, hvor den såkaldte Occupy Gezi-bevægelse for mere frihed og demokrati startede i 2013, og hvor vi nu går rundt iført solbriller og sneaks. Igennem en dansk, anonym kilde har vi fået kontakt til en kvindelig aktivist, som vi finder ved Taksim-pladsen, som ligger lige ved siden af. Sammen går vi hen til den café, der blev base for Occupy Gezi-bevægelsen, der udfordrede magthavernes førsteret til at bestemme og krævede mere ytringsfrihed. Occupy … Læs mere

Fotoreportage fra det ryddede sigøjnerkvarter Sulukule i Istanbul

Dette galleri indeholder 10 billeder.

Sulukule er et kvarter, der siden 1500-tallet har tilhørt romaerne i Istanbul. For syv år siden begyndte rydningen af området, og nu er det erstattet af et anonymt lejlighedskompleks fuld af ‘til salg’-skilte. For her har romaerne ikke råd til at bo, og uden for pigtråden, der indhegner området, hvor nogle af romaerne stadig holder til, hersker frustrationen og håbløsheden.

Et fiske-otium har afløst tyrkiske Fuat Tasans travle arbejdsliv

Galatabroen bliver dagligt besøgt af hundredevis af fiskestænger og tyrkere i alle aldre. Ambitionerne skifter fra konkurrencefiskeri til arbejde og tidsfordriv. Fuat Taşan hører til den sidste gruppe af fiskere. Med fiskestangen i hånden fortæller han om fordelene ved hans fritidsinteresse. Af Maria Emilie Prehn Hansen Det er onsdag formiddag ved Galatabroen.Vinden er hård og har tilsyneladende blæst størstedelen af Galatabroens faste fiskere væk fra stålbroens lyseblå metalhegn. I midten af broen lyser 65-årige Fuat Taşan op i sin limegrønne trøje med matchende madding. Fuat Taşan er ikke på hjemmebane. Hans kone og hus er i den anden ende af Tyrkiet; Elbistan, Magraş. Men et besøg hos datteren og børnebørnene i Istanbul har lokket den ældre herre ud af sit skjul og frem på den golde bro med biler fræsende forbi i midten. Vinden har taget ekstra fat og puster drillende til Taşans cigaret, der brænder hurtigere end hans tandløse … Læs mere

Istanbuls vandpibecaféer: Pust ud og blæs på lovgivningen?

Den søde duft, de svage boblende lyde og turister, der slænger sig ved byens nargile-caféer – vandpibecaféer – er stadig en del af gadebilledet i den hektiske og menneskefyldte storby Istanbul. På trods af Tyrkiets strenge rygelovgivning. Af: Julie Fristed Hansen Der er aldrig stille på den store gade İstiklâl Caddesi, i bydelen Beyoğlu, selv en almindelig tirsdag aften i september. Gaderne oser af liv, både i form af åbne souvenirbutikker, hvor turister kigger begejstret på butikkernes klyt, overfyldte restauranter med folk, der nyder en kold Efes og observerer byens liv, samt osende kebabhuse på hvert et gadehjørne. Men drejer man ned af de små sidegader kan man hurtigt finde ro. Det er her nogle af Istanbuls mange nargile-caféer – også kendt som vandpibecaféer – ligger. Allerede inden man drejer ind ad den lille sidegade til İstiklâl Caddesi, hvor den dukkehuslignende nargile-café ”Sokak Kahves”ligger, borer den søde duft af både … Læs mere

Dagbog fra Istanbul: Søndag, sultanpalads og svedige moskéturister

Af Frida Kruse Lind og Kristine Riis Morgenen blev sat i gang tidligt. Meget tidligt. Af en morgensang udsendt fra en mineret omtrent 10 meter fra vores hostel. Klokken var fem. Morgenmaden skulle dog først konsumeres ved 9-10-tiden. Det lidt atypiske morgenmåltid indeholdt oliven, tomater, kiks og papbrød med nutkum (nutella) og underligt klorsmagende smør.   Efter vi havde skiftet fra vores upassende påklædning til en længere version af nederdele, kjoler og bukser, drog vi mod turistland. Så var der dømt sightseeing. Første stop: Topkapi-paladset. Det var svært at se paladset for bare bøllehatte, bæltetasker og engangskameraer, men bag turisterne kunne man godt fornemme, hvor storslået paladset og det store skatkammer var.   Efterfølgende drog vi mod Den Blå Moske. Her skulle alle kvinderne klædes endnu mere anstændigt, end vi allerede var, og vi fik derfor udleveret tørklæder og heldragter til brug. Så var den benbarbering alligevel ligegyldig. Til aften … Læs mere