BREXIT er ”absolute nonsense”

Af Sofie Holmegaard

Ægteparret Andrew og Cordelia McNeil mødtes på Oxford University, hvor Andrew var ved at producere en teaterforestilling. Til forestillingen havde han brug for en kvindelig medvirkende, men dét i sig selv var svært nok, da piger og drenge på det tidspunkt, var adskilte på universitet.

Han blev gjort opmærksom på Cordelia, og det blev starten på et kærlighedsforhold, som den dag i dag har ført til et 50-års langt ægteskab og et liv rigt på oplevelser. Jeg mødtes med Andrew og Cordelia en solrig onsdag morgen til en snak om deres liv i Bangor.

Andrew fortæller lystigt om sin opvækst i Surrey syd for London, hvor han boede indtil han startede på Oxford University. Her voksede han op i en skotsk familie, hvor han blev opdraget i den presbyterianske tro.

I slipstrømmen på Andrew beretter Cordelia om sin opvækst i Northwood – en lille by uden for London, hvor hendes forældre flyttede til under 2. Verdenskrig. Hun blev født ind i en katolsk familie, men hendes mor praktiserede ikke den katolske tro, og hendes far var da også protestantisk. Hun påpeger, at hverken Andrew eller hende selv er religiøse den dag i dag, og at de for 50 år siden blev gift i en ateistisk kirke.

Da størstedelen af Andrew og Cordelias liv er foregået i og omkring London, undrer jeg mig over, hvordan de er endt i Bangor i Nordirland. Nærmest i kor svarer de ”Because of our daughter”, og Cordelia begynder at forklare, hvordan deres datter lider af flere kroniske sygdomme.

Samtalen bevæger sig stødt og roligt hen mod konflikten mellem Nordirland og Republikken Irland. Cordelia forklarer, at konflikten ikke er særlig synlig i Bangor, men at man i Belfast kan se dele af de mure, som blev opført under ’The Troubles’, og at det er endnu tydeligere i Derry Londonderry, hvor deres datter og hendes mand engang, pga. et bombeangreb, var nødsaget til at flygte fra deres bil i en parkeringskælder.

Bekymrede over BREXIT
Cordelia retter sig op og påpeger, at de i øjeblikket foruroliges mere af BREXIT. Andrew nikker samtykkende. Han fortæller, at størstedelen af det nordirske folk stemte for at blive i EU, men det til trods, blev BREXIT en realitet, hvilket for ham er ”absolutely nonsense”.

Utilfredsheden bringer ham videre til en kritik af det politiske system, og det dominerende parti DUP (Democratic Unionist Party), som han betegner som fascistisk og ’awfull’. DUP har ført folk bag lyset, og han problematiserer, at der ingen opposition er til at sætte sig op imod regeringen.

Særligt retter han sin vrede mod den tidligere ’First Minister’ Arlene Foster (DUP), som han kalder ”a dreadful person”, og han kommer ind på ’Vice First Minister’ Martin McGuinness’ (Sinn Féin) nylige resignation, som førte til Arlene Fosters afgang.

For Andrew er der to sider af BREXIT-sagen: Den ene omhandler det økonomiske aspekt – altså de konsekvenser som udmeldelsen fører til i form af højere handelspriser og manglende økonomisk støtte fra EU, især i forhold til landbruget, der er Nordirlands primære industriområde.

Det andet aspekt omhandler spørgsmålet om grænsen mellem Nordirland og Republikken, og her problematiserer han den sandsynlighed, der foreligger i, at ’Hard Borders’ bliver en realitet. Han frygter, at de millitante vil øjne muligheden for at bombe, og på den måde optrappe konflikten igen.

Cordelia giver Andrew ret, men påpeger at katolikkerne i dag er mindre millitante, og at konflikten ikke vil komme så vidt som under ’The Troubles’. Cordelia er mere bekymret for situationen i forhold til arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet, og de problemer det vil skabe for folk der arbejder og studerer på tværs af de britiske grænser. Andrew nikker samtykkende.

Deres bekymringer foranlediger mit spørgsmål om, hvad de anser for at være den ideelle løsning på BREXIT-situationen, hvortil Andrew hurtigt svarer: ”We need the politicians to realise that we’re not gonna get any reasonable sort of deal, and get the parlament to reverse the decisions – but that ain’t gonna happen”. Cordelia supplerer og bedyrer, at der skal en ny folkeafstemning til.

BREXIT afstedkommer mit spørgsmål om, hvorvidt det er realistisk at gentænke ideen om et samlet Irland. Cordelia har svært ved at se det ske, men er ikke afvisende over for tanken. Andrew afbryder grinende med henvisning til, at genforeningen, ifølge Arlene Foster, først kommer til at ske om 500 år, hvis det da overhovedet kommer til at ske.

Efter en dyb indånding og en tænksom tår af teen, småklukker Andrew sammenfattende, at ingen ved, hvad der kommer til at ske, og at resultatet måske endda bliver succesfuldt. Og hvem ved, måske Danmark vil følge trop og gå samme vej som Storbritannien.

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *