Record frustrated face

Af Nanna Raft Mikkelsen

Elaine Rowan mener, at lav valgdeltagelse holder Nordirlands konflikt i live. Hvor længe kan man blive ved med at kæmpe indædt for noget, man i virkeligheden ikke rigtig tror på? Det spørgsmål trænger sig på, efter min samtale med Elaine Rowan en 64-årig politisk aktiv pensionist fra Nordirland, som snart ikke har flere venner på Facebook

Det begrunder hun med hendes evige prædiken: “I make a pain in the ass of myself, constantly putting little things up. Always talks politics, and people don’t like it but I can’t help it” Hendes største mission er at få folk til at stemme, kun sådan kan landet hives ud af den efterhånden evige status quo.

Det er en af de sjældne ikke-regnfulde dage i Nordirland, hvor det pludselig går op for en, hvor smukt der egentlig er, med den klippefyldte undergrund og den lille havn der ligger og putter sig omkranset af beskyttende mure.

For at gifte sig, måtte den dengang 20-årige Elaine Rowan og hendes forlovede flytte fra Nordirland til Canada. De stod med fødderne plantet på hver deres side af den nordirske konflikt, Elaine som katolik, hendes forlovede som protestant. Dette betød, at det var umuligt for dem at gifte sig. I 1973 kendte Elaine ikke til en eneste, der havde krydset den enorme grænse og dannet familie med en fra ”den anden” kristendom.

En grænse som for hende var usynlig, men for forældrene og resten af det nordirske samfund meget reel. Det unge par så sig derved nødsaget til at pakke kufferten og flyve tværs over Atlanten. Først 20 år senere uden mand, men med et barn under hver arm, satte Elaine sine fødder på irsk jord igen.

Til det Nordirske parlamentsvalg i 2016 var det kun 55% af den (valgdygtige) nordirske befolkning, der stemte. De to største partier blev endnu engang de rivaliserende DUP og Sinn Feinn, og derved endte kandidater fra disse med at besidde posterne som viceførsteminister og førsteminister.

Ifølge Elaine er det politikerne fra disse partier, der holder den nordirske konflikt i ave. Størstedelen af den nordirske befolkning er på vej videre, specielt i kraft af de yngre generationer der ikke har levet med volden under ”The Troubles” og besidder en langt mere sekulariseret tankegang.

For Elaine kan problemet koges ned til en ting. Valgdeltagelse.

Størstedelen af dem, der går ned for at stemme, er ekstreme i deres tankegang til den ene eller anden side, eller hvis de virkelig vil holde nogle ude, så stemmer de også.

“The situation is how it is precisely because people don’t vote. I wouldn’t doubt at all that if every single person who is enable to vote in Northern Ireland voted, the extreme parties would not be empowered”

Det er nemlig langtfra alle, der er fastlåste i deres måde at tænke på.

Det er helt klart en konkret måde at anskue problemet på, Elaine er overbevist om, at bare valgdeltagelsen stiger, så vil konflikten tilsvarende falde.

Konflikten er så kompleks, hver eneste gang der sker noget nyt, bliver den kun mere mudret og ugennemsigtigt. Hun tror, at vi er kommet til et punkt, hvor folk ikke engang ved, hvad den originale konflikt drejer sig om. Det er en håbløs situation, fordi konflikten stadig sætter dagsordenen i parlamentet, det er DUP og Sinn Feinn der holder hinanden i skak. Folk bliver apatiske, de føler ikke, at deres stemme kan ændre noget.

Selvom Elaine siger, at hun ikke mærker noget til den nordirske konflikt i dagligdagen, er hendes liv i høj grad udformet og stadig præget derefter.

Hun har brugt store dele af sit voksne liv i eksil som følge af den nordirske konflikt, og da hun endelig efter 20 år vendte hjem, var det for at arbejde med ”Conflict resolution faith” i yderligere 20 år. Nu er hun pensioneret, færdig med at stå op tidligt hver morgen, færdig på arbejdsmarkedet. Men hun er langt fra færdig med konflikten, den bliver ved med at følge hende og forme hendes kampe.

Bangor er et meget sikkert sted, slår hun fast og kigger ud af vinduet, men der er stadig steder i Belfast, hvor man ikke nødvendigvis gider komme. Specielt i det nordlige og vestlige Belfast er der stadig i dag problemer med ”hatecrimes” baseret på konflikten, selvom de fleste er etnisk relateret.

“Do you think that’s why the United Kingdom decided to leave EU? Based on a protectionist and xenophobic perspective?” Spørger jeg, en smule nervøs for at ramme helt skævt, at mit spørgsmål er sat for meget på spidsen. Hun undviger en smule ”The majority of people in Nothern Ireland voted to stay, but I get your question, and there’s a serious problem with people turning on the ethnic minority people”

Jeg spørger hende, hvordan hun ser demokratiet i Nordirland om 10 år.

Der bliver helt stille, så bryder hun ud i grin ”record frustrated face”. Okay, det var implicit.

Lidt efter tilføjer hun: “If people don’t get out their buts and go to vote, nothing is going to change, and I’ll probably just move and live somewhere else.”

Ligger problemet hos befolkningen, eller har vores demokratiske system spillet fallit, når kun 55% af befolkningen drager til stemmeurnerne, i et land der har så store politiske opgaver foran sig? Er det demokrati, hvis det alligevel kun er ca. 50% der stemmer?

Elaine griner lidt ”Can I draw something there?” hun peger på min blok.

“There’s this cartoon on Facebook and it says it all, doesn’t it?”

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *