Bangor’s kunstneriske alfons

Af Frederik Tullberg Olsen

Sync Space Gallery ligger på en sidegade af hovedgaden i Bangor, og her finder man Nick. Han er en passioneret fotograf, som har forvandlet sit gamle studie til et galleri, med de lokale i centrum.

Højt over gulvet, med hovedet lige oppe under loftet, på galleriets 1. sal, står Nick Patterson på balkonen, med sit bølgende hår, velfriserede skæg og byder velkommen til Sync Space Gallery. Nick fylder koppen med Nescafé, rent og præcist på gefuhl, han bruger kun øjemålet. Galleriet er ikke stort, men det har masser af byde på. I galleriets program for Januar/Februar finder man grafiske billeder, som ville være oplagt materiale, til det fede coverbillede på Facebook.

Nick fortæller, at Bangor kæmper en brag kamp for at holde sig selv i vandskorpen, og at Nick’s Sync Space er et af de få steder, som er med til at give “køkkenkunstnere” som han kalder nogle af udstillerene, et forsøg med kunsten, og samtidig med til at give byen det rette push.

Nick Patterson er 41 år, har en kone og 3 børn. Men nysgerrigheden kom da han var 16, og hans interesse for fotografi, voksede kun med tiden. Denne tidlige kærlighedserklæring til fotografien’s verden, opstod da han fik et manuelt kamera. Ligesiden er interessen og relevansen for ham bag kameraet steget, og hans passion er for alvor blevet virkelighed.

Han har en visuel uddanelse, som fotograf, taget i Belfast, hvilket sidenhen er blevet hans hjem. Dog startede det hele med sene aftenkurser, weekendsarbejde, og en masse autodidakte prøvelser med kameraet. Han fandt hurtigt sine læremestre på aftenkurserne, og som hans selv sagde, var det hans “liv at leve sammen med dem efter skole”.

Hurtigt fandt han ud af, at det tekniske arbejde efter et foto er blevet taget, også interesserede ham, og fandt sig en ny mester at lære af, og Nick er ikke bange for selv at sige at “Kreativt og teknisk set, er jeg dygtig.

At han besidder begge aspekter, har givet ham mange projekter, og muligheden for at kunne vise sine talenter, men samtidig sætte sit eget præg på projekter.

Idet, at han ikke kun udfører den ene del af et projekt, har oftest givet ham, mange tilfredse kunder, som oftest vender tilbage, og derudover, siger han selv at med “Store projekter vinder han tit på, at han valgte at fokusere på fotografi, fremfor grafisk design” og fortæller der kun blev udlært 3 fotografer, og 35 grafiske designere på hans studie. Dette har dog siden hen ført til meget arbejde, hvor han kunne samarbejde med sine tidligere kammerater som sidepartnere til et projekt.

Han tager en tænke pause, og smager på sin boblende danskvand, som han ikke har rørt endnu, og siger med et stort pust at han er af en protestantisk familie, og er selv protestant.

Men er mildest talt pisse træt, af opdelingen af Nordirland, og fokusset på det, og han bliver mest af alt, hvad der føltes som en smule forarget over min umiddelbare drejning af samtalen, men kommer igen ind på fotografi som værende vejen frem til at ændre konflikten til noget bedre. At vise begge sider. At sætte tingene i perspektiv, ved noget så enkelt som et fotografi.

Han sammenligner hurtigt den Nord-Irske konflikt med ISIS og Frankrig. Men mere dybdegående kommer han ikke, end at han ikke forstår hvorfor religion, kan være årsagen til at bekrige hinanden. Og at han ikke håber på at Brexit lider en lignende skæbne og skaber konflikt mellem Europa og Storbritanien, og efterlader “os alene herovre”

 Han har tidligere haft mange projekter i hele verden, og ønsker kun at Bangor og hans egne fotos, kan komme på verdenskortet endnu engang.

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *