Absolutter holder konflikten i live

Af Andreas Ibsen

Thomas Speer lever et godt liv – alligevel oplever han, at tidligere generationers fjendebilleder og enten-eller tænkning holder gang i den nordirske konflikt.

Thomas Speer er 29 år og har kone og hus. Han er den tredje generation i sin familie, der slår sig ned i Bangor, som ligger en halv times kørsel fra den nordirske hovedstad Belfast, og han har boet i byen næsten hele sit liv. Det er ikke bare af familiemæssige årsager at Thomas vil bo i Bangor. Som han selv siger, elsker han byen.

Han ved hvor alting er, han kender folk i byen, og alle hans kammerater bor der – det er et trygt sted. Det er muligt, at man med den nordirske konflikt i baghovedet ville forventer en mere pessimistisk tilgang til hverdagen, men sådan er det ikke for Thomas. “Livet er meget godt for tiden” siger han. Og han ligner faktisk en der mener det, som han sidder der og fortæller om sit liv på Heatherlea Café – en café der med lysbrune nuancer, cremede farver og et næsten urimeligt bredt udvalg af cupcakes, nærmest synes at afspejle hans tilfredshed med tilværelsen.

Enten-eller

Hvis man beder Thomas beskrive Nordirland, bliver han opgivende i stemmen normalt plejer han at høre sit land beskrevet på en af to måder: Enten vil folk tage udgangspunkt i det politiske slagsmål mellem republikanere og unionister – eller også vil de snakke om spændingerne mellem katolikker og protestanter. Det er ifølge Thomas netop denne enten-eller mentalitet, der holder konflikten i live i Nordirland.

Problemet er, at landets politikere og de generationer de tilhører, har bygget deres forståelse på nogle absolutter, der per definition står i modsætning til hinanden, og at der derfor er en enorm mangel på såvel tolerance som kompromisvillighed hos især den ældre del af befolkningen.

Thomas selv virker ikke til at lide af samme enten-eller mentalitet, og hans eget religiøse ståsted beskriver han nærmest med ligegyldighed i stemmen:  han er protestant – men det betyder ikke noget. Thomas baserer ikke sit liv på absolutter, og han tror at hans generation, og de generationer der kommer efter har det på samme måde. De vil gerne videre, få et job og leve et godt liv, hvor religiøs- og politiskuenighed ikke er absolutter, men bare uenigheder som kan tolereres.

Passiv progressiv

Landets ældre generationer – og deres absolutter – vil på et tidspunkt dø, og uden at det skal konstateres med jubel, så vil det være de yngre generation – heriblandt Thomas generation – der kommer til at være prægende i  den nordirske befolkning.

Thomas mener selv, at det er en forsimpling, men ifølge ham er det den bedste løsning på konflikten. At lade tiden gå. Thomas Speer ser verden pragmatisk, og hvis man spørger ham, om det bare handler om at være tålmodig, svarer han kort: “Det bliver man nødt til”.

Thomas forholder sig lidt passivt progressivt til løsningen på konflikten, da han spår, at man nok bare må vente en 20-30 år. Alligevel er han hurtigt til at tage forbehold for den holdning. Han forklarer, at livet andre steder ikke er som i Bangor. Bangor har altid – også dengang, da der for alvor var gang i den nordirske konflikt – været kendt for at være et relativt sikkert sted, og Thomas ved godt, at det er nemmere at have en tålmodig tilgang til konflikten, når man lever det liv han lever. Et godt liv.

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *