Dagbog fra TV2 News: I hælene på en nyhedsvært

Af Sigrid Nygaard

Når man følger i hælene på en vært hos TV2 News, skal man gå hurtigt. Fra sminkerummet til redaktionen, videre til producerne og så i studiet. Umiddelbart virker arbejdet som tv-vært som et onemanshow, men i virkeligheden er der omkring 100 TV2-medarbejdere, der sørger for, at det, der rammer skærmen, er så skarpt som muligt.

På redaktionen snakker jeg med alt fra teknikere til meteorologer, der alle har en betydning for kvaliteten af de hurtige nyhedsudsendelser. Værten er altså blot ansigtet udadtil. Producerne har eksempelvis styr på alle indslagenes rækkefølge, tiden, lyden og kamerarene. Bare synet af deres enorme tastatur gør mig forvirret. Men de har ellers godt styr på det, så værten bag kameraet kan føle sig sikker. Kun én gang glipper det, da teleprompteren går i sort i nogle sekunder. Mine håndflader når lige at blive svedige, inden værten finder på et par smarte bemærkninger, så seerne ikke aner uråd.

På News skal alt nemlig fungere, også når det går galt, hvilket redaktøren blandt andet er med til at sørge for. Han er placeret bag en kæmpe computerskærm og holder styr på dagens historier. Det vælter ind med opkald og blinkende ikoner, for her er man først med det hele. Det går generelt lige lidt hurtigere på TV2 News, hvad enten jeg smålunter bag studieværten, produceren eller redaktøren. Kun i studiet er der ro når vi sender – 5, 4, 3, 2, 1 og værsgo!

 

 

 

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *