Det gamle teater

af Clara Ege Andersen

Udefra kunne Russell Square Underground godt ligne et gammelt teater. Med sin fine røde murstensfacade og dens sorte smedejern har den ældre bygning en vis charme. Da jeg træder indenfor, falder charmen tilstrækkeligt. Væggene er beklædt med gule fliser, som nok har været hvide i sine unge dage. Der hænger ingen stor grandios lysekrone, i stedet er loftet fyldt med fluorescerende lamper, der minder mig allermest om et hospital.

Stationen har mandags travlt. Folk i alle aldre og størrelser bevæger sig hastigt ind og ud mellem hinanden. Det er utroligt, at ingen støder sammen, når de går med hovedet i telefonerne eller tankerne i skyen. Det har nok taget flere års træning at mestre. Maskinerne bipper folk ind og ud af stationen, mens Oysterkortmaskinerne sluger de stationsbesøgendes penge og spytter et Oysterkort ud som en belønning. Det er en evig cyklus af bippende lyde, man godt kan blive lidt ør af i længden. Over højtaleren minder en skramlende stemme én om “Mind the Gap”. Ude på vejen hører jeg engang i mellem en bil gasse op, hvorefter de passerer stationen et kort sekund efter.

Stationen har så travlt, at man næsten misser et lille skilt, der hænger ensomt på en af de gul-hvide flisevægge. Det er ikke ligesom alle de andre skilte, der hænger rundt omkring på stationen. Det er en mindeplade. Den mindes de dræbte i bombeangrebet, der skete den 7. juli 2005.
26 navne står på pladen. 26 liv gik tabt i undergrunden ved Russell Square Underground den dag. Selvom mindepladen ikke fylder meget, kan man mærke den har en stor betydning for stationen og de hverdagsbesøgende.

Mens jeg beundrer mindepladen falder jeg i snak med en blåvestet stationsarbejder. Jeg når ikke at få hans navn. Dog fortæller han mig, at han oprindeligt er fra Sverige, men har boet i London det meste af hans liv og at han er gift med en brite. Han befandt sig ikke selv på stationen den dag i juli måned. Alligevel kan han fortælle historien om, hvordan hans chef og medarbejdere var med til at løfte sårede og kvæstede ofre op fra undergrunden og op på stationen. Her lå mennesker side om side, mens kaos og frygt spredte sig gennem byen. Det er tydeligt at historien påvirker ham, men stationsarbejderen er samtidig også stolt over hans medmenneskers betingelsesløse hjælpsomhed i den terroriserede situation de alle befandt sig i.

Da den snakkesalige stationsarbejder desværre bliver nødt til at vende tilbage til sit arbejde, fæstner mit blik en sidste gang på mindepladen. Selvom stationen myldrer med mennesker, er der noget helt stillestående ved mindepladen. Mine øjne glider en sidste gang hen over de 26 navne, inden jeg beslutter mig for at gå. Jeg bevæger mig ud gennem den gamle stationsbygning, ud i den kolde septemberluft og ud på Londons travle gader.

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *