Mangfoldighedsmylder i xenofobiens hovedstad

Af Anna Thomsen

Selvom Storbritannien med hastige skridt går nye, anderledes tider i møde, består hverdagens rutiner tilsyneladende i hovedstaden. Kaffelatter og metroaviser balanceres og jongleres mellem frustrationer og smålatter, forretningstasker og rullekufferter transporteres på kryds og tværs af mandagsmetropolen, og ude på gaden tændes den ene cigaret med den anden. Endnu en dag er begyndt på Russel Square Station.

Check-in lyde blander sig med mønters raslen mod bunden af Oyster Card-automaterne. De rutinerede og knapt så rutinerede står side om side ved automaterne på rejsen mod skoler, arbejdspladser, turistattraktioner, lufthavne. Vi hører selv til blandt sidstnævnte, men klarer på trods alt at købe billetter i første forsøg. Maskiner bipper, når folk går ind, bipper, når folk går ud – bipper om kap med gadens bakkende lastbiler, der forsyner omkringliggende cafeer og butikker med varer til endnu en uge.

Et mylder af diversitet

Den ellers så omtalte xenofobi i kølvandet på Brexit-afstemningen er ikke umiddelbart at finde på Russell Square Station. Men Londons borgere stemte som de eneste i landet jo også overvejende for at blive i EU – en stemme, der er klar og tydelig, hvis man spørger forbipasserende i byens gader. Her er diversiteten i højsædet og ved et hurtigt øjekast møder mit blik både hasidiske jøder og kvinder i burka, der navigerer mellem sorte, hvide og latinoer, mellem forretningsfolk og kunstnertyper. En gruppe tilsyneladende trætte og dog energiske britiske skolebørn lunter forbi i ens, stribede skoleuniformer, og udgør trods deres forskellige etniske baggrunde den mest homogene gruppe i gadebilledet.

En venlig stationsarbejder henvender sig til os og spørger, om han må hjælpe os med noget? Med de blonde lokker om skuldrene, blok og pen i hånden samt undrende, observerende blikke ligner vi nok ikke ligefrem lokale.

Brexit – et terrorangreb?

Manden, som viser sig at være af svensk oprindelse, er meget snaksalig og gør os opmærksom på mindetavlen, der pryder den ene mur på stationen. Tavlen er til ære for de ofre, der omkom i terror-angrebet i sommeren 2005. De 26 omkomne er symboliseret som blade på livets træ, der er indgraveret til højre for alle navnene. Navnene fortæller, at diversiteten også blomstrede på Russel Square station den dag for 13 år siden. Engelske, spanske, asiatiske og mellemøstlige navne står side om side, og et af navnene yderst til venstre vidner om, at der også den dag var danskere til stede. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om diversiteten mon er lige så fremtrædende, hvis jeg aflægger London et visit igen om fem eller syv år, når Brexit har gjort sin indvirkning på byen og dens borgere.

Da jeg påpeger ofrenes mange forskellige nationaliteter, sender svensk-briten mig nikkende et opgivende smil. ’It’s ironic, isn’t it? You try to hurt someone, and instead you hurt everyone’, påpeger han. Selvom sammenligningen måske er farlig, kan jeg ikke lade være med i dette lys at lege med tanken om Brexit-afstemningen som et terrorangreb, der med høj sandsynlighed kommer til at ramme langt ud over den gruppe af udlændinge og indvandrere, der for mange ’Leave’-supportere var målgruppe for afstemningen.

Stationsarbejderen, som med sit svenske statsborgerskab ikke havde noget at sige i folkeafstemningen for to år siden, udtrykker stærk afsky, da jeg bringer Brexit på banen. ’I’m absolutely furious’, fortæller han og beskriver videre, hvordan England er ved at save den gren over, landet selv sidder på. Hermed hentyder han at afstemningen også kommer til at have slemme konsekvenser for briterne selv – og altså ikke bare for landets tilflyttere og de resterende EU-lande. I hvilken grad, den nye ordning vil påvirke forskellige grupper, kan han dog kun gisne om.

Et lille lys i mørket

Alligevel er der et håb at spore hos tilflytteren, som peger på, at udsigter somme tider synes værre, end virkelighed bliver – og forhåbentligt er dette også tilfældet her, siger han med et lille lys i øjnene og fremtvinger et beskedent smil. Og så skal vi huske, at der stadig i dag – blot 6 måneder før den officielle udtrædelse – er mange briter, der kæmper for endnu en folkeafstemning. Om en sådan ville være et brud på demokratiet, er en helt anden diskussion som det splittede land så må forholde sig til.

Den svenske stationsarbejder har boet 14 år i England, er britisk gift og har planer om at blive, men han fortæller, at han kender til mange historier om udlændinge, der flytter eller er flyttet fra Storbritannien i kølvandet på folkeafstemningen – en udflytning, der måske på sigt kan indskrænke den diversitet, der myldrer rundt omkring os. På vejen hjem med Russel Square i ryggen nærmest snubler jeg over en gademusikant, der med sin harmonika slår tonen an til mandagsstemningen – livlig og melankolsk i betagende harmoni, og jeg tænker, at denne lyd meget fint indfanger min oplevelse på stationen denne formiddag.

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *