“Just wing it”

Af Johan Kjær Houver

Tidligere soldat Martyn Cragg, 30, er tilbage i sin hjemby Bangor for at passe på sine forældre. Ifølge ham kan det politiske system ikke ændres, Brexit og Trump behøver han ikke forholde sig til og den nordirske konflikt holdes i live, fordi folk ikke kommer videre. Selv gør han det ved at tage én dag af gangen – og det burde andre måske også gøre.

De lidt intimiderede forventninger omkring manden med tatoveringer over hænderne, kasket og rødt fuldskæg bliver hurtigt afkræftede. Martyn Cragg er åben, venlig og taler med en næsten karikeret nord-irsk dialekt.

På knoerne har han tatoveret ”love” og ”hate”, men begrundelsen er uhøjtidelig: ”Jeg var fuld den gang. Jeg har omkring 30 tatoveringer. Én af dem mit gamle regimentsmærke – det er den eneste, der virkelig betyder noget. Jeg forstår ikke de mennesker, som har historier bag alle deres tatoveringer. Der er ingen historie bag mine. Jeg kan bare godt lidt tatoveringer.”

Denne indstilling begrænser sig ikke bare til tatoveringer, men kan anvendes på hele Martyns livsfilosofi.

”Min dag starter bare med at stå op og gøre hvad, der lige ligger for. Jeg vinger det bare. Ving det – det er det første i min dag. Bare ving alt.”

Da Martyn var i England med militæret, tog han en dag til Liverpool med nogle venner for at shoppe. I stedet blev det til fem dages fest med byens studerende.

”Jeg fik meget ballade for det i militæret. Men det var det værd – helt sikkert det værd. Mange minder fra fem dage, hvor man bare vingede det.”

Tilbage i Bangor

For syv måneder siden kom Martyn tilbage til hjembyen Bangor efter 5 år i det britiske militær, hvor han boede nær Manchester og blev udstationeret ”mere eller mindre over det hele.” Nu laver han enkelte småjobs og passer på sine invalide forældre, mens han søger fast arbejde. Politik fylder ikke meget i hverdagen, og Martyn har heller ikke stemt til hverken det nord-irske parlamentsvalg eller afstemningen om Brexit.

Hvis du prøver at influere ting, kan du blive skuffet. Jeg har ikke lyst til at blive skuffet over mine forventninger.”

Det kommende Brexit har da heller ikke optaget Martyn meget: “Det er én af de ting, jeg går udenom i nyhederne. Jeg kan ikke rigtig se, hvordan det ændrer mit liv. Personligt har jeg ingen indflydelse på, hvad der foregår. Jeg tager bare hvad end, jeg får kastet i hovedet og kommer videre med dagen.”

Man kan sagtens enes

At komme videre er til gengæld noget, som optager Martyn mere. Det er nemlig ifølge ham årsagen til, at Nordirland stadig er splittet i konflikten mellem protestanter og katolikker.

Hans egen erfaring fra militæret er, at man sagtens kan enes og mødes over forskellige religioner, men i Nordirland bliver splittelsen stadig varetaget af de politiske partier. Disse er nemlig i høj grad identificeret ved deres religiøse observans, og mange nord-irere stemmer ud fra religion. Politikerne kan ikke træffe beslutninger, mener Martyn, men når han bliver spurgt ind til andre løsninger, er der ikke meget at hente:

“Det har jeg ikke tænkt over. Jeg siger mange ting, men jeg ved ikke, hvordan man udretter særlig meget. Jeg råber bare op og ser, hvad der sker. Forventer, at en anden gør det.”

Meget mere klagen kan man dog alligevel ikke forvente fra Martyns side. Det er der nemlig ingen, der gider at høre på, siger han.

“Det kunne altid være værre. Det er sådan, folk burde se på det. Det kunne altid være værre. Man skal ikke tænke over, hvad der kommer senere i ens liv. Ikke planlæg –  det er min personlige holdning. Just wing it. It makes for a fun, fun life.”

Bookmark permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *